Velkommen til købmandsgården på Svaneke torv. Jeg, Mette Sølling, håber I må få en dejlig ferie her på Søllingsgård og at I vil føle jer hjemme i lokaliteterne.

Søllingsgaard ligger lige midt i Svanekes hjerte og er den bedst bevarede købmandsgård på Bornholm – oven i købet med fungerende købmandshandel med samme inventar som da gården startede som købmandsgård i 1836. Her i den hyggelige atmosfære føler man sig nemt hensat til de svundne tider.

Som feriegæst i Søllingsgård er man tæt på det hele – byens mange butikker, restaurenter og caféer, og badestrande med klipper og sand ligger kun 5 – 10 minutter væk. For naturelskere er der smukke ture at gå langs kysten nord og syd for byen og Svaneke er et godt udgangspunkt for cykelture på øens mange cykelstier.